Acceptance and Commitment Therapy. ACT

Acceptance and Commitment Therapy (ACT) er en moderne kognitiv-adfærdsterapi, der på det sidste har fået megen opmærksomhed, og har bragt ny viden og energi ind i det psykoterapeutiske felt. ACT placeres blandt 3. generations kognitiv adfærdsterapi og er unik pga. den veludviklede underliggende teori og det hastigt voksende empiriske grundlag for behandlingens effekt.

Mennesker oplever lidelse i deres tilværelse. Selvom lidelse er en naturlig del af livet, er den ofte vanskelig at håndtere. Vi mennesker har tendens til at kæmpe med vores lidelse, hvad enten den er udgjort af ubehagelige kropslige fornemmelser, følelser, smertefulde erindringer, selvkritiske tanker og vurderinger. Vores måde at kæmpe på kommer ofte til udtryk ved, at vi bekymrer os om lidelsen, frygter den og engagerer os i alle mulige aktiviteter for at kontrollere og undgå den. På den måde kan man sige, at vi ikke forholder os til lidelsen, fordi vi optages af kampen imod den. Denne kamp synes også at blive forstærket af de kulturelle budskaber, vi modtager: ubehag er unormalt og skal bekæmpes og fjernes. Vi mennesker værdsætter at have det godt, men det er ikke det eneste, vi værdsætter. Et godt liv er meget mere end fravær af lidelse. For de fleste mennesker handler et godt liv også om, at vi gerne vil leve det fuldt ud. Vi vil gerne udleve det i tilværelsen, som er betydningsfuldt for os. ACT handler om den menneskelige lidelse, men handler også om meget andet. ACT er at række ud over lidelsen og nå frem til mening og formål med menneskers liv. ACT stiller spørgsmålet: “hvad skal dit liv handle om?” og ”hvad er du villig til at have af tanker, følelser og kropslige fornemmelser for at kunne det?”

Det som er helt særligt for ACT er, at den baseres på en teori om sproget (herunder tænkningen) kaldet Relational Frame Theory (RFT). RFT peger på, at selvom menneskets særlige evne til sprog og tænkning har mange store fordele og har været nøglen til, at mennesket er blevet den dominerende art, så har sproget også en ”mørk" side, som ofte ligger bag lidelse og har undgåelse indbygget i sig. Sprog og tænkning har egenskaber, som gør os i stand til at genopleve smertefulde oplevelser. Vi er i stand til at skræmme os selv ved tanken om ubehagelige og truende fremtidsscenarier. Vi kan konstruere idealer og finde det nuværende uacceptabelt ved sammenligninger. Vi kan være dømmende eller skabe strenge og uhensigtsmæssige regler for os selv: ”Jeg skal altid være perfekt, ellers er jeg en fiasko”, "Det vigtigste er hvordan jeg tager mig ud" eller "Jeg skal have ret" osv. Vores hjerner fungerer ved addition dvs. når noget er inde, forsvinder det ikke igen. I ACT søger vi derfor at udvikle et funktionelt og klogere forhold til vores sprog og tænkning. Vi har brug for at indse, at det er os der "har den" og ikke "den som har os".

ACT er den anvendte psykoterapi baseret på RFT. I ACT lægges der vægt på processer som accept, nærvær (mindfulness) og personlig værdisætning, der kan hjælpe mennesker til at overvinde psykologiske barrierer. Processerne hjælper til at omgå sproget og tænkningen i områder af livet, hvor det skaber unødige problemer og resulterer i handlinger, som bringer os væk fra det liv, vi egentlig ønsker at leve. ACT søger at styrke de nyttige aspekter af sproget og tænkningen i de sammenhænge, hvor det kan være til stor gavn for os. Det handler alt sammen om at slippe kampen med sindet og blive mere optaget af at engagere os i det liv, vi ønsker.

En af de grundlæggende antagelser i ACT er, at lidelse er normalt og en uundgåelig del af den menneskelige oplevelse; når vi elsker et andet menneske, så opstår angsten for at miste, når vi gerne vil være en del af en gruppe eller et fællesskab, så opstår frygten for at blive afvist, når vi gerne vil præstere fagligt, kreativt eller sportsligt så melder vores negative tanker og vurderinger sig i vores sind osv.

En anden grundlæggende antagelse i ACT er, at det er menneskers kamp eller forsøg på at undgå og kontrollere deres ubehag, der er årsagen til, at lidelsen forværres og forlænges. I ACT er kontrol problemet og ikke løsningen: når vi bliver optaget af at kontrollere og undgå, så glemmer vi resten af verden omkring os, og vores positive handlinger får mindre fylde. Forskning har gentagne gange påvist, at når vi prøver at kontrollere ubehag, sker det paradoksale, at disse fænomener tiltrækker sig mere og mere opmærksomhed, og at de kommer til os med større intensitet. I stedet for ét problem ender vi op med to: vores problem og vores forsøg på at komme af med det.

Her er nogle forenklede case eksempler, der illustrerer pointen:

En person har problemet stress. Han oplever at der er en masse krav, han skal leve op til, alt imens han tænker: ”Hvad nu, hvis jeg ikke når alt det, jeg skal”. Vedkommende prøver at løse problemet ved at arbejde mere og mere. Han begynder måske at arbejde over med flere sager på en gang, springe måltider over, droppe sociale stunder med kollegaerne, familie og venner og skærer ned på motion for at nå det hele. Som et resultat af hans forsøg på at komme af med problemet, udmattes han, mister overblikket, arbejder mindre effektivt og bliver i længden mere og mere stresset.

En person, der føler sig mindreværdig, tænker ”Jeg er ikke lige så god som de andre” og prøver at løse problemet ved at være så fejlfri og perfekt som muligt. Personen stiller høje krav til sig selv, så høje at han eller hun i længden ikke kan efterleve dem og ender med at føle sig mere og mere mindreværdig.

En person, der er bange for andre menneskers kritiske opmærksomhed, tænker: ”De andre synes, jeg er underlig” og vælger som løsning på lidelsen at undgå sociale begivenheder. Resultatet er, at vedkommendes sociale færdigheder reduceres, personen får sværere ved at begå sig, og føler sig endnu mere sårbar, når vedkommende ikke kan undgå en eller anden social sammenhæng.

Et menneske, der er deprimeret, tænker ”Alt går galt for mig” og trækker sig tilbage fra andre mennesker i et forsøg på at kontrollere sin tristhed, men ender i det lange løb med at blive mere trist, fordi vedkommende i samme bevægelse reducerer oplevelser, der er lystgivende og vedkommende kan desuden miste kontakten til egne evner.

En person, der plages af angst, tænker: ”Hvad nu hvis…” og prøver at løse det ved at dulme angsten med f.eks. rygning, alkohol, hash, benzodiazepiner (stesolid, apozepam, diazepam). Det hjælper kortvarigt, men fordi ”løsningen” indeholder stoffer, der i sig selv forstærker angst, øges lidelsen i længden og en afhængighedsproblematik kan være skabt.

Et menneske, der lider af angst for sygdomme, tænker: ”Hvad nu, hvis det jeg mærker, er en sygdom” og opsøger sin læge gentagne gange for at blive undersøgt i et forsøg på at forhindre sygdom. Ikke sjældent startes en behandling på et spekulativt grundlag. Behandlingen og undersøgelser forstærker oplevelsen af at være syg qua bivirkninger og øget opmærksomhed på kroppen. Eller - på trods af at lægen erklærer personen rask gang på gang, så beroliger det kun et stykke tid. Personen oplever fornyet angst ved tanken: ”lægen opdager ikke sygdommen, fordi den ikke er så fremskreden, at den kan diagnosticeres”. Måske opsøger personen andre behandlere i et forsøg på at opnå sikkerhed og kan sidste ende med at blive fejl- og overbehandlet.

ACT betegnes som en empirisk psykoterapi, idet der hele tiden foretages studier af effekten af ACT behandling, og fordi den bidrager til udviklingen af den psykologiske videnskab. På nuværende tidspunkt findes der mere end 50 randomiserede undersøgelser af ACT indenfor en lang række af forskellige kliniske problematikker. ACT anvendes også i ”ikke-kliniske” sammenhænge f.eks. skolevæsenet og virksomhedsorganisationer med foreløbige gode resultater.