Spørgsmål & svar

Hvad er forskellen på en psykolog, en psykiater og en psykoterapeut? En psykolog er universitetsuddannet og beskæftiger sig med mennesker både i ikke-kliniske sammenhænge og i kliniske sammenhænge. Uddannelsen er rettet mod at opbygge en viden om psyken som fænomen. Altså, hvad er den egentlig for en størrelse? Sideløbende hermed er der tale om en uddannelse i, hvordan psyken kan forandres, psykens bevægelighed og fleksibilitet, eller sagt med andre ord, hvordan man kan ændre sin psykiske tilstand fra at have det dårligt til at have det bedre. Efter universitetsuddannelsen supplerer mange psykologer deres uddannelse med en længerevarende uddannelse i psykoterapi. Uddannede og autoriserede psykologer er forpligtet af psykologloven i Danmark og af de Etiske Principper for Nordiske Psykologer. Det betyder bl.a. at psykologen arbejder under tavshedspligt. Du kan læse mere om det her: Psykologloven og Etiske principper for nordiske psykologer.

En psykiater er en læge, der har videreuddannet sig til speciallæge i psykiatri, og hvis uddannelse har hovedvægten lagt på sindslidelser, de biologiske aspekter ved psyken, psykiatrisk vurdering og medicinske behandlingsmetoder. Flere psykiatere tager også en efteruddannelse i psykoterapi f.eks. i kognitiv adfærdsterapi eller i psykodynamisk terapi.

En psykoterapeut er en person, der bruger psykoterapi som behandlingsmetode. Når psykoterapeuten er medlem af Psykoterapeut Foreningen (MPF) garanterer foreningen, at psykoterapeuten har en grundig uddannelse. Kan man bruge en henvisning fra lægen? Nej, jeg har ikke overenskomst med den offentlige sygesikring Er der ellers andre muligheder for at få behandling? På de fleste sygehuse er der afdelinger, der tilbyder psykoterapi. Behandling er gratis. Inden for det sociale system er der også visse muligheder for behandling, især for familier og børn og unge. Studenterrådgivningerne for de uddannelsessøgende kan yde gratis behandling, dog med en begrænset kapacitet. Desuden er der muligheder for samtaler i nogle patientforeninger og på nogle af de psykoterapeutiske uddannelsessteder. Sommetider kan der ydes tilskud til terapi over bistandsloven. Det kan man undersøge ved at spørge i kommunen. Nogle mennesker har private sundhedsforsikringer som de har tegnet, eller de kan være dækket af en sådan via deres arbejdsplads. Hvordan ved jeg om psykoterapi er noget for mig? Det er altid et personligt valg, om man ønsker terapi. Hvis du tænker, at det måske vil hjælpe dig at tale med en omsorgsfuld person, der kan give et nyt og originalt perspektiv på dine nuværende vanskeligheder, så kan psykoterapi være det rigtige. Hvis du genkender nogle af de problemstillinger, som jeg tilbyder hjælp til, er psykoterapi bestemt værd at overveje. Du kan i øvrigt altid henvende dig, også selv om du er i tvivl om, hvorvidt det er nødvendigt. Hvordan vælger jeg min terapeut? Nogle mennesker finder deres terapeut ved at spørge omkring i deres netværk; måske er der er nogen, som har kendskab til en psykolog, som de kan anbefale. Andre igen ser på terapeuternes hjemmesider og danner sig et indtryk af dem og deres kvalifikationer. Jeg vil opfordre dig til at finde dig en terapeut, som du føler dig rigtig godt tilpas med. Det er vigtigt, at man oplever terapeuten som en venlig og accepterende person, der giver én følelsen af, at man bliver forstået, men som også holder en professionel distance. Din terapeut skal ikke pådutte dig sine egne holdninger og værdier. Terapeutens opgave er at være optaget af at varetage dine interesser. Det bør være en person, som giver dig fornemmelsen af ”ordentlighed”, f.eks. oplyser dig om hvilke andre steder, du kan henvende dig, hvis han eller hun ikke er den rette til at hjælpe dig, eller hvis han eller hun ikke kan give dig tid til samtale. Terapeuten skal tage sin tavshedspligt alvorligt. Terapeuten skal være i stand til og indstillet på at svare på spørgsmål om arbejdsmetoder. En terapeut skal ikke kende svarene på det, han spørger om, men han skal kunne redegøre for, hvorfor han spørger, som han gør. Terapeuten bør ligeledes interessere sig for, hvordan du har det med den hjælp du får, f.eks. ved at spørge, om samtalerne er hjælpsomme for dig, og ved at være åben og interesseret i din tilbagemelding. Jeg har igennem mit arbejdsliv valgt, at de arbejdsmetoder jeg anvender i min praksis er veldokumenterede og fundet empirisk effektive i forhold til de problemstillinger, der behandles i samtalerne. Hvor lang tid tager det ? Længden af et terapiforløb afhænger af mange faktorer såsom dit behov, hvor hjælpsomt du oplever samtalerne og endelig er økonomi en faktor. Min primære tilgang er forankret i nyere kognitiv adfærdsterapi i form af Acceptance and Commitment Therapy (ACT), som er en korttidsterapi, ligesom andre terapiretninger inden for den kognitive paradigme. Når det gælder antal sessioner, er det altid svært at vurdere, hvor mange der skal til. Almindeligvis betragter man korttidsterapi til at være på 12-20 sessioner (ca. 3-5 måneder med et besøg pr. uge). For de fleste mennesker, der henvender sig, er et forløb over kortere tid tilstrækkeligt. Andre igen har brug for en længerevarende terapi for at komme ordentlig omkring de psykologiske problemer, og endelig er der personer, som anvender samtalerne til personlig udvikling og vækst, hvorfor de kan strække sig over længere tid. I samtalerne lærer du færdigheder, som det tager noget tid at mestre, og man må forvente en ”inkubationstid”, før de virker. En god tommelfingerregel er at forpligte sig til seks sessioner og herefter vurdere, hvordan det går, og se, om der skal flere samtaler til. Vi kan sammen indledningsvist lave en vurdering, der kan give en overordnet formodning om, hvor mange samtaler der er brug for. Samme vurdering kan give os nogle informationer om, hvad du kan have gavn af at få styrket i løbet af samtalerne. Hvordan er de første samtaler? Ved de første samtaler vil jeg skabe mig et overblik over, hvilke områder og temaer, du gerne vil arbejde med og en umiddelbar forståelse af, hvorfor du har henvendt dig til mig.

Jeg vil stille dig en række uddybende spørgsmål for at vurdere, hvilke veje der er bedst at gå. Et møde mellem to mennesker vil altid afhænge af de to mennesker, som mødes. De første samtaler er vores mulighed for at se hinanden lidt an. Du skal have mulighed for at sige: ”Nej, det var ikke lige mig”, og jeg skal have mulighed for at vurdere, om det som du opsøger mig med, er noget, jeg kan hjælpe dig med. Når et samarbejde kan indgås, finder samtalerne en form, der passer os begge. Som en del af samtalen aftales der typisk en øvelse, opgave eller et skridt, du kan tage imellem samtalerne, hvor vi vil drøfte dine erfaringer med dette ved den næste samtale.